På byrådsmødet mandag d. 10. september skal Randers Byråd behandle fem forslag, som kan give borgerne bedre muligheder for at påvirke udviklingen af Randers Kommune. Det er Velfærdslisten, der sammen med Beboerlisten, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Kristendemokraterne og Nationalpartiet har stillet de fem forslag.
Forslagene er det første konkrete resultat af den samarbejdsaftale om øget borgerinddragelse og større åbenhed i Randers Kommune, som partierne og listerne indgik for et år siden som optakt til byrådsvalget. Aftalen var resultatet af det samarbejde mellem de mindre partier og lister, som Velfærdslisten og Radikale Venstre tog initiativ til i foråret 2017.
Med de fem forslag ønsker de syv partier og lister at iværksætte forsøg med borgerinddragelse, der sikrer den enkelte borger større indflydelse og medbestemmelse på beslutninger, der har indflydelse på borgerens hverdag eller muligheder. På baggrund af erfaringerne skal byrådet inden næste byrådsvalg træffer beslutning om permanent at udvide rammerne for åbenhed og borgerinddragelse i Randers Kommune.
– Randers Kommune lider af et demokratisk underskud. Mange borgere forsøger at råbe politikerne op – men forgæves. Tilliden til demokratiet daler, og kløften mellem den politiske elite og folket vokser. Det skal der gøres noget ved, fastslår Velfærdslistens byrådsmedlem Kasper Fuhr Christensen, og fortsætter:
– Derfor er det fedt, at så mange partier og lister har fundet sammen og nu stiller fem forslag, der vil gøre det nemmere for borgerne at råbe politikerne op.
I det ene af forslagene lægges der op til, at der i dette efterår arrangeres et folkemøde med temaet ”Borgerinddragelse og åbenhed”. Som oplægsholdere på folkemødet peger forslagsstillerne på repræsentanter for andre kommuner, hvor der har været eller gøres forsøg med borgerinddragelse, fx borgerdrevne budgetter, bindende eller vejledende lokale folkeafstemninger etc., samt en repræsentant fra Reykjavik, der har nogle års erfaring med at give borgerne mulighed for at få indflydelse på politikken i den islandske hovedstad.
I de fire øvrige forslag peges der på konkrete initiativer, som Randers Byråd kan iværksætte. Det handler om at afvikle byrådsmøder i oplandet, hvor de lokale borgere kan få lokale udfordringer sat på dagsordenen – mulighed for at en borger kan få byrådet til at behandle et forslag ved at samle støtte fra 500 borgere – at der forud for byrådets behandling af forslag, der har særlig betydning for borgere i et bestemt område eller med tilknytning til et bestemt erhverv eller institution, skal afvikles en vejledende afstemning via hjemmesiden randers.dk – og at de stående udvalg får mulighed for at holde fx åbne temamøder.
Lige fra det første møde i kredsen af mindre partier og lister har Velfærdslistens tidligere organisationskoordinator Per Schultz-Knudsen været tovholder for projektet, styret møderne samt udformet og redigeret udkastene til dels samarbejdsaftalen og byrådsforslagene.
– Det har været en fornøjelse at opleve det konstruktive samarbejde på tværs af partier og lister, som danner grundlag for disse forslag. Når der tales om, at der er partier og lister i Randers, som ikke er indstillet på at samarbejde, så er det ikke tilfældet med de syv partier, som står bag de fem forslag. Det kan jeg bevidne, konstaterer Per Schultz-Knudsen, og fortsætter:
– Naturligvis var der fra begyndelsen store forskelle på de enkelte partiers og listers ønsker, men alle har vist en positiv indstilling til at nå frem til en konstruktiv enighed til gavn for Randers Kommune og ikke mindst kommunens borgere. Jeg tror, at alle de involverede partier og lister har følt, at de har fået hugget en hæl og klippet en tå, men alle har haft fokus på at nå til en fælles enighed.
– Hvis alle byrådets partier viste samme indstilling til at finde brede løsninger til det fælles bedste for kommunens borgere, så er jeg sikker på, at samarbejdet i Randers Byrådet ville være helt anderledes positiv, fastslår Per Schultz-Knudsen.
Han fortæller, at der i forløbet haft været kontakt til nogle af de andre byrådspartier, som har tilkendegivet, at de kan støtte i hvert fald nogle af forslagene.
– Det håber jeg, at de holder fast i, når forslagene skal behandles i byrådet, slutter Per Schultz-Knudsen.