Jeg hedder Martin Minka Jensen, er 36 år og arbejder som kulturformidler på Randers Bibliotek. Udover snart 8 år på Randers Bibliotek, så har jeg arbejdet næsten 10 år på Regionshospitalet Randers som servicemedarbejder.

Skal Randers virkelig være en kommune, hvor man prøver at jage de fattige væk med højere husleje?

I Randers Kommune arbejder stærke kræfter for at afskaffe den omkostningsbestemte husleje. Officielt tales der om modernisering og udvikling, men under overfladen ligger et mere kynisk motiv: Man vil reducere antallet af borgere på overførselsindkomst i kommunen. Tanken er, at dyrere huslejer vil presse kontanthjælpsmodtagere, pensionister og lavtlønnede til at flytte væk.

Men det er en kortsigtet, arrogant og selvdestruktiv strategi. For det første er det dybt umenneskeligt at bruge boligpolitikken som social sorteringsmaskine. For det andet vil regningen i sidste ende lande hos staten og dermed os alle. Når huslejen stiger, vil udgifterne til boligsikring og andre boligrelaterede ydelser vokse tilsvarende. Kommunen får måske færre udsatte borgere på papiret, men det løser intet. Det flytter blot problemet og øger de samlede offentlige udgifter, uden på nogen måde at løse udfordringer med de mange borgere på overførselsindkomst.

At pege på mennesker med lave indkomster som en byrde er ikke bare stigmatiserende, det er også økonomisk tåbeligt. Men hvis målet er, at huslejerne vil eksplodere, ejendomsspekulanter vil få frit spil og kan fylde deres lommer med uhæmmet profit, så er det jo noget andet.

En kamp mellem kommuner

Det, der kan ske i Randers Kommune, er ikke enestående. I hele landet ser vi, hvordan de 98 kommuner mere og mere må betragte hinanden som konkurrenter på et kynisk marked. Målet er at tiltrække ressourcestærke borgere – og skubbe de svageste videre til nabokommunen. Denne kamp er et skrækkeligt eksempel på, hvad der sker, når konkurrencens logik får lov at definere velfærdspolitikken: Mennesker reduceres til økonomiske brikker, der skal placeres dér, hvor de belaster mindst.

Men samfundet skal ikke drives som et aktieselskab. Når boligpolitikken bliver et redskab til social udrensning, undermineres fundamentet for hele vores velfærdsmodel. Det, der burde være fælles ansvar og omsorg, forvandles til et nulsumsspil, hvor de mest udsatte konstant taber.

Hvis Randers Kommune virkelig ønsker en bæredygtig fremtid, bør kommunen styrke den sociale balance, fastholde den omkostningsbestemte husleje og anerkende, at en velfungerende kommune, hvor man gør noget ved, at mange mennesker er havnet på samfundets bund, løses af en aktiv socialpolitik. Den løses ikke ved økonomisk straf. At jagte de svageste ud af byen er hverken værdigt eller økonomisk ansvarligt. Det er et svigt af de borgere, kommunen burde være sat i verden for at beskytte.