Jeg hedder Trine Jensen, er 55 år og har boet i Randers hele mit liv.
Jeg er på førtidspension, men laver gerne frivilligt arbejde, dels for at holde mig selv i gang og dels fordi jeg finder stor glæde ved at gøre noget for andre.
Mit hjerte brænder for de små i samfundet: De, der ikke altid har kræfterne eller overskuddet til at kæmpe eller råbe op selv. De fysisk og psykisk udfordrede, de socialt udsatte, dem med minimal indkomst osv.
Mennesker med dobbeltdiagnoser – psykisk sygdom kombineret med misbrug – har i mange år mødt en mur, når de har søgt hjælp. Misbrugscentrene har henvist til psykiatrien med besked om først at få styr på det psykiske, mens psykiatrien har afvist med krav om at få styr på misbruget. Resultatet har været, at ingen tog det samlede ansvar.
Psykiatrien hører under regionerne, mens misbrugsbehandlingen ligger i kommunerne – en opdeling, der ofte har stået i vejen for sammenhæng. De seneste år er der heldigvis kommet øget fokus på samarbejde på tværs, men indsatsen er stadig fragmenteret. Der er brug for mere integrerede forløb, hvor behandling af både misbrug og psykisk sygdom sker koordineret og samtidig.
En anden bekymring, der ligger mig stærkt på sinde, er de mange borgere med lav indkomst, der ikke kommer til tandlæge, fordi de simpelthen ikke har råd. Dårlige tænder kan for det første føre til andre sygdomme og kan for det andet være en hæmsko i forhold til ansættelse i mange job. Derfor mener jeg, at flere bør have adgang til gratis tandlægehjælp.
I det kommende byråd vil jeg blandt meget andet kæmpe for:
Større fokus på en samlet behandling for dobbeltdiagnoser, så borgere undgår at løbe panden mod en mur
Kontinuitet og stabilitet i kommunens sagsbehandling, så borgere ikke skal gennem et utal af sagsbehandlere
Gratis tandlægehjælp til borgere med lav indkomst, så færre borgere risikerer følgesygdomme til dårlige tænder
Vi hjælper ikke nogen ved at pege fingre eller dele borgerne op i A- og B-hold. Vi hjælper ved at løfte og støtte dem, der af forskellige årsager er havnet i en økonomisk eller socialt udsat position.
