Jeg er socialrådgiver i voksen handicap i Randers Kommune – og det er jeg stolt af.
Stolt af at gøre en forskel for borgere, der har brug for os.
Stolt af mine kollegaer, som hver dag møder op med engagement, faglighed og hjerte.

Men… og hvor ville jeg ønske, der ikke var et men.

Jeg møder hjemmeplejen, hvor tidsplanerne er så stramme, at forebyggelse og kontinuitet må vige.

Jeg møder pædagoger, der står med mere komplekse borgere – men uden efteruddannelse og kompetenceløft.

Jeg møder lærere, der kæmper med inklusion i overfyldte klasser, mens de både skal støtte den enkelte og undervise resten.

Jeg møder socialrådgivere, der gerne vil fordybe sig, men som må prioritere økonomi og dokumentation.

Og jeg møder specialpædagoger og lærere, der har fagligheden, men mangler ressourcerne til at bruge den.

På tværs af velfærden er vi presset helt ind til benet.
Det betyder kompromiser med kvaliteten – og det rammer dem, der har allermest brug for os.

 Jeg ønsker, at borgerne ser os som medspillere, ikke modspillere.

 Jeg ønsker tid og ressourcer til at levere en service, der tager udgangspunkt i det enkelte menneske.

Jeg er stolt. Jeg gør en forskel.
Men vi har brug for flere ressourcer, hvis vi skal blive ved med at levere den velfærd, vi som samfund ønsker og tror på.