Velfærdslisten ønsker at skabe de bedste forudsætninger for, at Randers Kommune bliver til et sted, hvor den enkelte borger har mulighed for at skabe sig et godt liv for sig selv og sin familie – ikke kun ét sted, men overalt i kommunen. Vi ønsker i samarbejde med de lokale borgere at skabe gode forudsætninger for udvikling i alle områder.
En forudsætning herfor er, at den kollektive trafik styrkes, således at borgere overalt i kommunen har let adgang til at bruge bus eller tog. I andre kommuner som Aalborg og Århus er det lykkedes at få tidligere nedlagte togstationer genåbnet som trinbræt eller ubetjente stationer. Det samme bør Randers Byråd arbejde på. Det er tåbeligt, at borgere i fx Fårup eller Stevnstrup kan se tog med forbindelse til Århus og Aalborg drøne gennem byen og forbi de gamle stationsbygninger, men for at kunne komme med tog til Århus eller Aalborg, skal de først bruge omkring en halv time i bus til Randers, Langå eller Hobro.
En genåbning af muligheden for at stige på regionaltoget ved de gamle stationer i kommunen vil ikke blot styrke de nærmeste lokalområder, men også andre. Især hvis genåbningerne kombineres med telebus-ordning i landområderne. En telebus-ordning sikrer borgerne uden for Randers By en kollektiv trafikforsyning, uden at kommunen risikerer at skulle betale for busser, der kører tomme rundt. Det vil i høj grad gøre de mindre byer i Randers Kommune langt mere attraktiv at bosætte sig i, fordi man kan arbejde i Århus eller Aalborg eller længere væk uden nødvendigvis at skulle investere i en eller flere privatbiler.
Samtidig vil det forbedre miljøet både på landet og i selve Randers By, idet antallet af privatbilister, der kører til eller igennem Randers vil blive begrænset betydeligt.
På Fyn standser regionaltoget mellem Odense og Fredericia allerede ved alle små stationer på strækningen: Holmstrup, Tommerup, Skalbjerg, Bred, Aarup, Gelsted, Ejby, Nørre Åby og Kauslunde. Det kan lade sig gøre, selv om der over Fyn ofte kører 4 gange så mange tog i timen, som mellem Århus og Aalborg. Der er derfor plads i køreplanen til, at regionaltog kan standse i Fårup og Stevnstrup. Hvert stop vil kun koste 90 sekunders yderligere køretid, og systemet kan laves, således at toget kun stopper, såfremt der er passagerer, der skal stige på eller af på trinbrættet.