Velfærdslisten har bedt borgmesteren om at svare på disse spørgsmål på byrådsmødet mandag den 27. marts 2017:
I relation til udmøntningen af Venstre og Dansk Folkepartis beslutning om at forsøge at sætte kommunens plejefamilier ned i løn (initiativ 1 i nedskæringsplanen på området for udsatte børn og unge vedtaget med det snævrest mulige flertal af Dansk Folkeparti og Venstre på byrådsmødet den 6. juni 2016) beder Velfærdslisten borgmesteren om at svare på disse spørgsmål:
- Finder borgmesteren, at det er i orden at tvangsflytte et barn, der gennem flere år har været anbragt i en plejefamilie, fra denne plejefamilie, alene fordi plejefamilien ikke vil acceptere Randers Kommunes nye udspil til kontrakt, fordi kontrakten indeholder en lønforringelse?
- Hvis ja, mener borgmesteren så, at det er etisk forsvarligt at kaste rundt med andre menneskers børn på den måde?
- Tror borgmesteren, at Randers Kommune på sigt sparer penge på at flytte rundt med børn alene af sparegrunde?
Det skal understreges, at spørgsmålene er generelle og ikke vedrører konkrete sager.
Spørgsmålene bedes besvaret skriftligt og enkeltvist.