Velfærdslisten

Velfærdslisten er en tværpolitisk liste, der er åben for alle, der kan slutte op om målet: En stærkere velfærd.

  • Forside
  • Politik
  • Nyheder
  • Deltag
  • Kontakt
  • Privatlivspolitik
  • Styregruppen

Forslag om at droppe lukkede fester for byrødder og andre særligt inviterede i forbindelse med Randers Ugen

Sagen kort 

Da Randers Ugen åbnede, holdt byrødderne med ledsagere og særligt inviterede lukket fest i Domen, der derfor var lukket land for alle andre. Bag de lukkede dør blev årets Randers-borger kåret. Velfærdslisten mener, at Randers Ugen er folkets fest og foreslår derfor, at de lukkede fester droppes, at kåringen af årets borger sker for åbne døre, og at de penge, det koster at holde den lukkede fest, fremover bruges på psykisk sårbare og borgere med handicap i stedet.

Sagen i detaljer

Da Randers Ugen blev skudt i gang fredag den 11. august 2017, kunne folk ikke få adgang til kæmpeteltet Domen, der ellers er festugens nye vartegn. Domen var nemlig reserveret til en lukket fest for byrødder med ledsagere og særligt inviterede, der blandt andet kunne nyde fri bar og mad i et afgrænset tidsrum. Bag de lukkede døre blev Claus Ørsted kåret som årets Randers-borger.

Vi har talt med mange borgere, der ikke mener, det kan være rigtigt, at selve festugens vartegn, Domen, bruges til en lukket fest, når festlighederne skydes i gang. Samtidig synes de, det er for ringe, at folk ikke kunne overvære kåringen af årets Randers-borger. Mange har  også peget på, at det er for galt, at der er blevet brugt skattepenge på en lukket fest.

I Velfærdslisten mener vi, at Randers Ugen er folkets fest. Derfor dur det ikke med den slags lukkede fester for særligt inviterede, og de, der vil, skal kunne følge med i kåringen af årets Randers-borger.

I Velfærdslisten mener vi også, det er upassende, at der er brugt penge på en lukket fest med fri bar og mad for blandt andre byrødderne, når et flertal i byrådet samtidig skærer ned på skolebørn, ældre, udsatte og borgere med handicap eller psykisk sårbarhed.

Vi mener derfor, at de penge, kommunen i år har brugt på den lukkede fest, skal tages fra det kommunale budget til Randers Ugen og i stedet bruges på borgere med handicap eller psykisk sårbarhed, der i de seneste år har været udsat for kæmpestore nedskæringer.

Vi vil derfor gerne have borgmesteren til at oplyse, hvad den lukkede fest for byrødderne og den lokale elite kostede for kommunekassen.

Velfærdslisten skal understrege, at vi er glade for mange af de nye tiltag i Randers Ugen, ligesom vi mener, at de mange mennesker, der knokler for, at vi andre kan holde en fed fest, fortjener stor ros. Vores mål med forslaget er ikke at pege fingre, men at sikre en endnu bedre festuge, og at borgernes skattepenge bruges  fornuftigt.

Forslag

Velfærdslisten foreslår derfor, at byrådet beslutter følgende:

1. Randers Ugen er en folkefest. Derfor skal kommunen ikke arrangere lukkede fester for byrødderne og særligt inviterede i forbindelse med Randers Ugen.

2. Kåringen af årets Randers-borger skal foregå for åbne døre, så alle, der vil, kan overvære kåringen.

3. De penge, der spares på, at de lukkede fester droppes, skal i stedet bruges på at styrke støtten og hjælpen til psykisk sårbare og borgere med handicap. Derfor skal det beløb, kommunen i år har brugt på den lukkede fest, tages fra det kommunale budget til Randers Ugen og fra og med 2018 i stedet bruges på psykisk sårbare og borgere med handicap. Socialudvalget står for den nærmere udmøntning.

Yderligere bemærkninger

Velfærdslisten anmoder om, at de tre forslag ovenfor sendes til afstemning hver for sig, og at spørgsmålet om den kommunale udgift til den lukkede fest besvares skriftligt.

Hent forslaget som pdf

  • www.velfaerdslisten.dk
  • jornbjerre@icloud.com

Copyright © 2025 · Velfærdslisten

Copyright © 2025 · Velfærdslisten på Genesis Framework · WordPress · Log ind