Vi har brug for en klimaindsats med både omtanke og mod. I Velfærdslisten tror vi ikke på, at dyre prestigeprojekter som Klimabroen er løsningen. Den vil kun beskytte midtbyen i en begrænset periode. I stedet vil vi arbejde for løsninger, der både tilgodeser klimasikring og biodiversitet. Vi foreslår, at diger langs fjorden og åen flyttes for at frigive lavbrugsjord, der kan opsamle vand og mindske kvælstofudledning. Samtidig ønsker vi etablering af et højvandslukke ved Udbyhøj – til gavn for hele området og med respekt for natur og sejlads. Vi ser også gratis busdrift som et afgørende redskab for både klima og lighed – præcis som man har gjort det i Ikast-Brande. Vindmøller og solceller er nødvendige for fremtidens energiforsyning, og lokale beboere skal sikres gode aftaler. Og så skal vi stoppe den unødvendige slåning af grøftekanter og i stedet fremme biodiversiteten.
Flodbyen bør ikke udvikles til en betonby for de få, men et levende område for alle borgere i Randers. Med faciliteter som skatepark, streetbasket, paddeltennis, grillpladser, toiletter, legepladser og et havnebad vil vi skabe liv og aktivitet for alle generationer. En grøn, mangfoldig by er mere tiltrækkende – især for de unge generationer, der ønsker bæredygtighed og fællesskab.
Velfærdslisten arbejder for:
• Fokus på reelle og langsigtede klimaløsninger frem for symbolske prestigeprojekter som “Klimabroen”.
• Frigivelse af lavbrugsjorde ved fjord og å gennem flytning af diger – for bedre klimasikring, biodiversitet og mindre kvælstofudledning.
• Opførelse af højvandslukke ved Udbyhøj, som sikrer hele fjordområdet uden at hindre faunapassage og sejlads.
• Gratis busdrift i hele kommunen – for grøn transport, social retfærdighed og CO₂-reduktion.
• Støtte til sol- og vindenergi med fair vilkår for naboer – fordi grøn energi er nødvendig for fremtiden.
• Stop for unødvendig slåning af grøftekanter og grønne områder – for mere biodiversitet og vild natur i hverdagen.
• Et rekreativt Flodby-projekt – ikke en beton-ghetto for de få, men et grønt og aktivt byrum for alle