Borgmester Torben Hansen (S) har sammen med SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale Venstre lavet et forlig om Randers Kommunes budget for 2020, der indebærer store nedskæringer på især børn og ældre, og det kan Velfærdslisten ikke acceptere
Plejehjemmene Kristrupcentret og Dronningborg Plejecenter lukkes, mens specialskolerne rundbarberes. Skatten stiger for kassedamen, mens erhvervslivet og de rigeste skal betale mindre. Det er blot nogle af konsekvenserne af det forlig, som Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale Venstre netop har lavet om Randers Kommunes budget for 2020.
– Det er totalt uretfærdigt. Socialdemokratiet har stået i spidsen for et forlig, der tager fra de fattigste og giver til de rigste. Det er omvendt Robin Hood, siger Kasper Fuhr Christensen, medlem af Randers Byråd for Velfærdslisten, og fortsætter:
– Forliget fører til, at hverdagen forringes for børn, ældre og mennesker med handicap. Vi er rystet over, at hele to plejehjem lukkes, og at specialskolerne udsættes for intet mindre end en rundbarbering.
Velfærdslisten mener, at et mere retfærdigt forlig havde været muligt.
– Hvis Torben Hansen og Socialdemokratiet havde haft viljen til det, ville der have været et stort velfærdsflertal. Desværre må vi konstatere, at Socialdemokratiet og Torben Hansen ikke vil velfærden, når det kommer til stykket, siger Kasper Fuhr Christensen.
Han fortsætter:
– Det er især skolebørn med særlige behov og ældre, der betaler en meget høj pris for de uretfærdige prioriteringer. Der sættes 175 millioner kroner af til prestigeprojektet Byen til Vandet, mens der bruges masser af millioner kroner på at sætte skatten ned for erhvervslivet og de rigeste. Vi må konstatere, at Socialdemokratiet kun vil velfærden, når der er valgkamp, og borgmesterkæden skal vindes, siger Kasper Fuhr Christensen.
Socialdemokratisk løftebrud
Velfærdslisten fremhæver, at de socialdemokratiske prioriteringer er i klar strid med valgløfterne.
– Det er et klokkeklart løftebrud. Socialdemokratiet gik til valg på at forbedre velfærden. Lige siden de fik magten, har de ikke gjort andet end at forringe velfærden, siger Kasper Fuhr Christensen, og fortsætter:
– Der er ikke bare tale om et løftebrud. Når man tager fra de fattigste og giver til de rigeste, er der tale om et svigt af grundlæggende socialdemokratiske værdier. Det er meget alvorligt.
Ifølge Velfærdslisten er forliget udtryk for et værdimæssigt forfald.
– Kim Larsen sagde engang: »Jeg kan ikke forstå, hvad en regering skal gøre godt for, hvis det ikke er for at hjælpe de svage. De stærke skal sgu nok klare sig.« Jeg tror, Kim ville sagt præcis det samme om et byråd og en borgmester. Derfor er jeg sikker på, at han ikke ville have brudt sig om budgetforliget, siger Kasper Fuhr Christensen.
Han påpeger, at der var gode muligheder for at sikre kernevelfærden på en økonomisk forsvarlig måde.
– Velfærdslisten vil komme med et fuldt finansieret budget, der viser, at det på en økonomisk forsvarlig måde er muligt at sikre kernevelfærden.
Velfærdslistens forhandlingsdelegation deltog i forhandlingerne i halvandet døgn, før man erfarede, at SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og Socialdemokratiet forhandlede om et forlig med store forringelser af den nære velfærd.
– Vi kom med masser af konstruktive forslag til, hvordan velfærden kunne sikres. Men Socialdemokratiet lyttede ikke. Derfor er jeg enig i den kritik, der har været fremført af, hvordan forhandlingerne foregik, siger Pernille Heibøll Sørensen, der er organisationskoordinator for Velfærdslisten og deltog i forhandlingerne.
Fortsætter kampen for plejehjemmene
Forliget indebærer også, at plejehjemmene Kristrupcentret og Dronningborg Plejecenter lukkes. Men det betyder ikke, at kampen for at bevare de to plejehjem er slut. Velfærdslisten har sammen med pårørende, beboere, medarbejdere og andre gode kræfter deltaget i kampen for at bevare de lukningstruede plejehjem. Og lokallisten har ikke tænkt sig at droppe modstanden.
– Det er en uanstændig måde at behandle kommunens ældre på, siger Kasper Fuhr Christensen og fortsætter:
– De ældre, der bor på Kristrupcentret og Dronningborg Plejecenter, har slidt og slæbt hele livet. De har skabt det Danmark og den velfærd, vi nyder godt af i dag. Men hvad er takken? At de tvinges til at forlade det hjem, der skulle være deres sidste. Det er uanstændigt!
Derfor vil Velfærdslisten nu se på, hvilke muligheder der er for at hjælpe alle de berørte.
Ældres frihed begrænses
Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale Venstre vil også mere end halvere tildelingen til de ældres klippekort fra 2021. Klippekortet giver de ældre frihed til at få hjælp til aktiviteter, de selv vælger, fx at deltage i en familiefødselsdag eller komme en tur i biografen.
– Det er en alvorlig begrænsning af de ældres frihed. Det bliver nu markant sværere at få hjælp til at komme til familiefødselsdage, til at lave livretten eller få en sidste tur i biografen. Det er med til at skabe livskvalitet for mange ældre. Den glæde vil man nu tage fra dem. Det kan man ikke være bekendt!, siger Kasper Fuhr Christensen.
Gør ondt på specialskolerne
Et af de områder, der rammes allerhårdest af forliget, er skoleområdet. Især specialskolerne står for skud.
– Skolebørn med særlige behov er i forvejen blevet udsat for store forringelser. Det, man nu vil gennemføre, er en rundbarbering. Det kan man ikke være bekendt, siger Kasper Fuhr Christensen.
Han mener ikke, at besparelserne kun har betydning for specialskolerne.
– Selv om det direkte offer for nedskæringerne er specialskolerne, rammes den almindelige folkeskole også. Færre børn vil få den hjælp, de har brug for, og det vil gå ud over hele folkeskolen i Randers Kommune.
Yderligere info: Kasper Fuhr Christensen, 30342692, kfc@randers.dk