Mennesker med handicap har ret til støtte og hjælp, så de på lige fod med alle andre kan deltage i samfundet og forfølge deres drømme. Uansvarlige politikere har med store nedskæringer gjort livet svært for mange mennesker med handicap. Det skal vi have lavet om på. Velfærdslisten kæmper for:
– En fair demografimodel uden skjulte nedskæringer
– Tag handicapkonventionen alvorligt
– Lige muligheder for ferie
– En stærkere retssikkerhed
– Flere medarbejdere – mere hjælp og støtte
– Et mere handicapvenligt Randers
EN FAIR DEMOGRAFIMODEL UDEN SKJULTE NEDSKÆRINGER
Når der kommer flere børn, får vuggestuer og børnehaver flere penge. Det samme gælder for skoler og ældre – men ikke for mennesker med handicap. Det er diskrimination – og totalt uacceptabelt! På den måde har uansvarlige politikere hvert år udsat området for skjulte nedskæringer på flere millioner kroner. Velfærdslisten har kæmpet benhårdt for en fair demografimodel, der sikrer, at pengeposen vokser i takt med antallet af mennesker med handicap. Den kamp vil Velfærdslisten fortsætte, indtil politikerne vedtager en fair demografimodel uden skjulte nedskæringer.
TAG HANDICAPKONVENTIOEN ALVORLIGT
Med FN’s handicapkonvention har mennesker med handicap fået ret til at være en del af samfundet på lige fod med alle andre. Velfærdslisten kæmper for, at Randers Kommune skal begynde at tage handicapkonventionen alvorligt. Den skal være fundamentet for kommunens indsats for mennesker med handicap. Velfærdslisten vil sikre, at medarbejderne tager afsæt i handicapkonventionen, når de træffer afgørelser.
LIGE MULIGHEDER FOR FERIE
Mennesker med handicap skal have samme muligheder for at holde ferie som alle os andre. Men sådan er det ikke i dag. På de små bosteder har beboerne kun ret til ferie i en uge om året, mens en borger med en borgerstyret personlig assistent (BPA) har ret til to ugers ferie om året. Det er ikke godt nok! Velfærdslisten vil sikre, at alle mennesker med handicap får samme muligheder for at holde ferie som alle andre.
EN STÆRKERE RETSSIKKERHED
Uansvarlige politikere i byrådet har igen og igen svækket retssikkerheden for mennesker med handicap. Den nye bostøttemodel er et alvorlig angreb på retssikkerheden. Den afskaffer nemlig princippet om, at det er borgerens behov, der afgør, hvor meget hjælp hun får. Fremover kan borgeren kun få den hjælp, der er penge til. Det kan vi ikke være bekendt! Derfor vil Velfærdslisten rulle den nye bostøttemodel tilbage.
Velfærdslisten vil også styrke retssikkerheden med et lokalt klagenævn og give borgerrådgiveren en rolle som en slags lokal ombudsmand.
MERE HJÆLP OG STØTTE
Politikerne har skåret ned på bostøtten. Derfor får mange mennesker med handicap ikke den støtte, de har brug for. Det er ikke godt nok! Velfærdslisten vil sikre, at alle mennesker med handicap får den hjælp, de har brug for. Derfor vil vi sikre, at alle, der får bostøtte, får mindst en halv times mere bostøtte om ugen. Vi vil også sikre, at alle, der får en anden form for socialpædagogisk støtte, får en halv times ekstra hjælp om ugen.